Invalidepensionistundersøgelsen, 1976

Socialforskningsinstituttet gennemførte i 1976 to undersøgelser under fællesbenævnelsen invalidepensionistundersøgelserne. Den ene (nærværende) er den lægeligt igangsatte og ledede undersøgelse ''Invaliditetsbegrebet belyst ved praksis for tildeling af invalidepension''. Denne undersøgelse er baseret dels på en gennemgang af et antal tilfældigt udvalgte sager i Invalideforsikringsretten, dels på en efterundersøgelse af en del af de personer, hvis ansøgninger har været gennemgået. Den anden undersøgelse er Socialforskningsinstituttets undersøgelse af ''Invalidepensionisters baggrund og levevilkår'' (DDA-1377: Invalidepensionisters levevilkår, 1976). Denne undersøgelse er hovedsagelig baseret på interviews med et antal ansøgere til invalidepension. # Baggrunden for de to undersøgelser var, at antallet af invalidepensionister i de seneste år op til undersøgelsestidspunktet havde været stærkt stigende, både absolut og i forhold til den samlede befolkning. Selv om forskellige undersøgelser havde berørt invalidepensionistproblematikken, var disse to undersøgelser de første her i landet, der på omfattende vis beskæftigede sig direkte med denne befolkningsgruppe. Formålet med nærværende undersøgelse var, kort fortalt, at belyse, hvorledes invaliditetsbegrebet var udformet gennem den praksis, som Invalideforsikringsretten fulgte ved behandling af ansøgninger om invalidepension, samt at undersøge, om de anvendte invaliditetskriterier var reproducerbare og relevante. Formålet med undersøgelsen vedrørende invalidepensionisters baggrund og levevilkår var dels at beskrive personernes erhvervsmæssige og øvrige baggrund, dels at belyse tilværelsen som invalidepensionist. # De vigtigste hypoteser (dvs. antagelser, som ville blive søgt bekræftet eller afkræftet ved analysen af de indsamlede data) i de to undersøgelser var: # #1. Ansøgerne kunne formodes at fordele sig skævt i forhold til # befolkningen med hensyn til uddannelse, alder, erhverv, # civilstand og bopæl, idet kort uddannelse, dårlige sociale # forhold og tungt fysisk arbejde disponerer til invaliditet. # #2. Det antoges, at invalidepensionisternes tidligere tilknytning # til arbejdsmarkedet ville være af varierende styrke. Dog # ville den største gruppe have haft en fast langvarig # heltidsbeskæftigelse. I en lang række tilfælde vil forhold på # arbejdsmarkedet og omkring arbejdsmiljøet kunne antages at være # årsag til, at der søges om invalidepension. # #3. En persons funktionsniveau og arbejdsevne vil antagelig # nedsættes af en fysisk eller psykisk sygdom, således at graden # af funktionsnedsættelse tiltager med sygdommens eller # handicappets sværhedsgrad. Et handicap eller en sygdom vil # imidlertid ikke nødvendigvis medføre invaliditet. Personen kan # eventuelt kompensere herfor. Muligheden for kompensation # afhænger af personens fysiske, psykiske og sociale udrustning. # En persons helbredsmæssige tilstand var derfor antagelig et # dårligt mål for invaliditet. # #4. Det antoges, at Invalideforsikringsretten tog ansøgernes # sociale forhold i betragtning, men i rettens praksis var det # fastlagt, at sygdomssymptomer af en vis styrke skulle være # til stede hos ansøgerne, for at der kunne tilkendes # invalidepension. Endvidere var der for visse symptomer # formodentlig en direkte sammenhæng mellem symptomstyrke og # pensionsgrad. Invalideforsikringsretten baserede således sine # kendelser på helbredsmæssige kriterier. # #5. Den prognose, som Invalideforsikringsretten stillede, når den # afgav sin kendelse, ville antagelig holde for de ansøgere, der # fik tildelt pension. De ville sandsynligvis efter en # observationsperiode på 5 år vedblive at være erhvervshæmmede # på grund af sygdom. Derimod ville prognosen måske ikke være # rigtig for dem, der fik afslag. De ville antagelig også være # syge og erhvervshæmmede. Ansøgere om invalidepension ville # have højere dødelighed end den øvrige befolkning, og der ville # være højere dødelighed blandt ansøgere, som fik tilkendt # pension, end blandt ansøgere, der fik afslag. # #6. Det formodedes, at invalidepensionister kun i ringe omfang # ville have erhvervsarbejde, selv når de fik laveste pension. # De færreste invalidepensionister ville føle, at de var i stand # til at klare et arbejde, og ville derfor heller ikke ønske at # arbejde. # #7. Invalidepensionister ville formodentlig have dårligere social # kontakt end andre i samme køns-, alders- og civilstandsgrupper. # De antoges at føle sig ensomme og isolerede. # #Nærværende undersøgelse havde som hovedformål: 1) at give en beskrivelse af helbred og sociale forhold hos en årgang af invalidepensionsansøgere, 2) at belyse de helbredsmæssige og sociale forløb op til pensionsansøgningstidspunktet, 3) at beskrive, hvordan det går en ansøgerårgang helbredsmæssigt og socialt i løbet af 5 år, samt 4) at beskrive Invalideforsikringsrettens praksis for tildeling af pension og bedømme, om de invaliditetskriterier, som Invalideforsikringsretten anvendte, var reproducerbare og gyldige for vurderingen af, om en person var invalid. # Populationen til undersøgelsen består af førstegangsansøgere til invalidepension i 1971 - i alt 19.281 ansøgere. Det var væsentligt for undersøgelsen, at populationen består af førstegangsansøgere. Det er en population, der er ensartet med hensyn til det tidspunkt, hvor erhvervshæmningen er så udtalt, at der søges om pension. Man ønskede at beskæftige sig med forløbet op til det tidspunkt, hvor erhvervshæmningen forårsager ansøgning om pension, tilstanden på kendelsestidspunktet og endelig forløbet i den følgende 5-års periode. Dette forløb vil tidsmæssigt være ens for hele populationen. I en population af blandede førstegangsansøgere og genansøgere ville forløbene have været tidsmæssigt forskudt og undersøgelsen derfor vanskeliggjort. # Det var hensigten at undersøge populationen ved at undersøge en stikprøve, som man udtog ved simpel tilfældig udvælgelse. Størrelsen af den udtagne stikprøve måtte afhænge af, hvor forskelligartet ansøgerårgangen var med hensyn til visse faste variable. Bedømmelsen heraf støttede sig til de erfaringer, som en forundersøgelse foretaget i 1975 havde givet. Det havde der vist sig, at en analyse af materialet i mange tilfælde krævede, at materialet blev splittet op i ret små undergrupper, fx fordelt efter køn, alder, diagnoser og erhverv. Det var derfor nødvendigt, for at disse grupper kunne blive af tilstrækkelig størrelse, at stikprøven blev betydelig større end forundersøgelsens, som var på 500. # En stikprøve (registreringsstikprøven) på 2.000 eller ca. 10 pct. af ansøgerårgangen ville være nødvendig for formålet, men samtidig så stor, at det kunne give praktiske problemer for den gruppe læger, der havde igangsat undersøgelsen, at undersøge den. Det var praktisk muligt at foretage registrering og indsamling af data fra 2.000 akter, men det ville ikke være muligt at foretage lægelig efterundersøgelse af så stor en gruppe ansøgere. Man valgte derfor at lade interviewene udføre af Socialforskningsinstituttet (interviewstikprøven) og udtage en mindre stikprøve på ca. 500 ansøgere til lægelig efterundersøgelse. Disse 500 ansøgere blev udtaget af den store stikprøve

社会研究所（Socialforskningsinstituttet）于1976年开展了两项调查，统称为“残疾养老金领取者调查”（invalidepensionistundersøgelser）。其中一项（本次研究）是由医学领域发起并主导的“通过残疾养老金发放实践阐释残疾概念”（Invaliditetsbegrebet belyst ved praksis for tildeling af invalidepension）调查。该调查部分基于对残疾保险法院（Invalideforsikringsretten）随机抽取的若干案例的回顾，部分基于对部分申请被审核者的随访调查。另一项是社会研究所开展的“残疾养老金领取者的背景与生活条件”调查（DDA-1377：Invalid pensioners' living conditions，1976），主要基于对若干残疾养老金申请者的访谈。
#
两项调查的背景是，截至调查时的近年，残疾养老金领取者的数量无论是绝对数还是相对于总人口的比例均显著上升。尽管已有多项调查涉及残疾养老金领取者相关问题，但这两项调查是国内首次全面直接针对该人群的研究。简言之，本次研究的目的是阐明残疾保险法院在处理残疾养老金申请时的实践如何塑造残疾概念，并检验所使用的残疾标准是否具有可重复性和相关性。关于残疾养老金领取者背景与生活条件的调查目的，则是描述申请者的职业及其他背景，并阐明作为残疾养老金领取者的生活状况。
#
两项调查的主要假设（即通过分析收集的数据验证或证伪的命题）如下：
#
1. 申请者在教育程度、年龄、职业、婚姻状况和居住地方面的分布与普通人群相比可能不均衡——受教育年限短、社会条件差及重体力劳动是导致残疾的诱因。
#
2. 假设残疾养老金领取者以往的劳动力市场依附程度存在差异，但大多数人曾有长期固定的全职工作。在许多情况下，劳动力市场条件及工作环境可能是申请残疾养老金的原因。
#
3. 个人的功能水平和工作能力可能因身体或精神疾病而下降，因此功能受损程度随疾病或残疾的严重程度增加。然而，疾病或残疾不一定导致残疾状态——个人可能进行补偿，补偿能力取决于其身体、心理和社会资源。因此，健康状况可能不是衡量残疾状态的良好指标。
#
4. 假设残疾保险法院会考虑申请者的社会条件，但在实践中，申请者需具备一定严重程度的疾病症状才能获得养老金。对于某些症状，症状严重程度与养老金等级之间可能存在直接关联。因此，残疾保险法院的裁决基于健康标准。
#
5. 残疾保险法院在裁决时做出的预后判断，对于获得养老金的申请者可能成立——他们在5年观察期后可能仍因疾病而职业能力受损。而对于被拒绝的申请者，预后判断可能不成立——他们可能同样患病且职业能力受损。残疾养老金申请者的死亡率高于普通人群，且获得养老金者的死亡率高于被拒绝者。
#
6. 预期残疾养老金领取者即使领取最低额度的养老金，也很少从事职业工作。少数人会认为自己有工作能力，因此也不会有工作意愿。
#
7. 残疾养老金领取者的社会接触可能比同性别、年龄和婚姻状况组的其他人更差——他们可能感到孤独和孤立。
#
本次研究的主要目的包括：1）描述某一批次残疾养老金申请者的健康和社会状况；2）阐明申请时的健康和社会轨迹；3）描述该批次申请者在5年内的健康和社会状况变化；4）描述残疾保险法院的养老金发放实践，并评估其使用的残疾标准是否具有可重复性和有效性，以判断个人是否属于残疾状态。
#
本研究的人群为1971年首次申请残疾养老金的人，共19281名申请者。研究的关键在于人群由首次申请者组成——该人群在职业能力受损程度足以申请养老金的时间点上具有同质性。研究旨在探讨申请前的轨迹、裁决时的状态，以及随后5年的轨迹——这一轨迹在时间上对整个人群是一致的。若人群包含首次申请者和重新申请者的混合，则轨迹在时间上会错开，从而使研究复杂化。
#
研究计划通过简单随机抽样选取样本进行分析。样本量取决于申请者在某些固定变量上的异质性，这一判断基于1975年预调查的经验。预调查显示，在许多情况下，对材料的分析需要将其划分为较小的亚组（如按性别、年龄、诊断和职业划分）。因此，为确保这些亚组具有足够的规模，样本量需远大于预调查的500个样本。
#
为实现研究目的，需要一个2000人的样本（约占申请者批次的10%），但该样本量对于发起研究的医生群体而言，在医学随访方面可能存在实际问题。从2000份档案中进行数据登记与收集是可行的，但对如此大规模的申请者群体进行医学随访则不可行。因此，研究选择由社会研究所进行访谈（访谈样本），并从大样本中选取约500名申请者进行医学随访调查。