Gentagelse vs. Genbeskrivelse. Om forholdet mellem instrumentelle og artistiske praksisser

Coachingfeltet flyder over med metoder og teknikker til udvikling i og af samtaler. Men sjældent stilles der kritisk lys på metodernes grænser og begrænsninger, og diskuteres en metodes begrænsninger gøres det stort set altid for at pege på et alternativ. Heroverfor peger vi i artiklen på, med afsæt i Rorty’s neopragmiatisme, at der er noget principielt uforeneligt mellem på den ene side idealet om coaching som en frisættende praksis og på den anden side tanken om, at frisættelsen kan ske ved at samtalen følger en bestemt struktur. Artiklen slutter af med, stadig med Rorty, at pege på metaforen, improvisationen og ironien som alternative frihedsunderstøttende samtalepraksisser.