Rewilding som planmål i Antropocæn

Der er langt fra det moderne kulturlandskab med monotone marker og netværk af bebyggelser med veje og jernbaner til det vildnis, som var biodiversitetens vugge. De arter, der udgør biodiversiteten i dag, opstod i de forhistoriske økosystemer, hvor floderne gik over bredderne, stormfald og brande raserede skove og krat, og elefanter, næsehorn, heste, urokser og andre store dyr trampede og gnavede sig gennem økosystemerne. Det er netop menneskets tæmning af vildnisset, som er årsagen til biodiversitetskrisen. Det traditionelle svar på biodiversitetskrisen har været, at naturen er syg og truet og derfor har brug for vores pleje og omsorg. Denne forvaltningsmodel udfordres i dag af rewilding, som i stedet foreslår, at vi bygger på naturens evne til selvforvaltning, og i særdeleshed de store dyrs vigtige funktioner i økosystemerne. Uanset om målet er traditionel naturpleje eller rewilding, så lider biodiversiteten under pladsmangel, så der er brug for en rumlig planlægning, hvor naturen indgår som planmål. Rewilding kræver desuden store sammenhængende områder, og dem får vi kun, hvis der er politisk vilje til det.