Begrænsning af aktiv terapi på danske intensivafsnit, 2009-2012

De sidste årtiers landvindinger indenfor intensiv terapi har været medvirkende til, at mange patienter, der før døde af deres sygdom, nu kan helbredes. Samtidig har de nye muligheder for behandling også medført øgede etiske problemstillinger i forhold til, hvem der skal behandles, og hvor lang tid man skal fortsætte en behandling, der måske viser sig at være udsigtsløs. Opgørelser viser, at det er problemstillinger, man hyppigt på tage stilling til i intensivt regi, idet 50-90 % af dødsfald blandt intensivpatienter sker efter afslutning af behandling. Forskningsmæssigt er der arbejdet med disse problemstillinger mange steder i verden, og det ses, at der er store regionale forskelle på, hvor ofte og hvornår der på intensivafdelinger tages beslutning om undladelse af igangsætning eller afslutning af behandling. Der er de fleste steder konsensus om, at der ikke er etisk forskel på at undlade at igangsætte eller at afslutte allerede igangsat behandling. Der findes ingen metoder, der med sikkerhed kan fastslå, hvornår en behandling er udsigtsløs, og derfor vil en beslutning om at afslutte eller undlade at påbegynde behandling være en afvejning af mange faktorer som patientens nuværende tilstand med evt. organsvigt, grundsygdom, tidligere funktionsniveau, alder m.m.